Original artiklen er hentet fra energy-supply.dk

I øjeblikket testes prototyper i værkstedet – til efteråret flytter løsningen ind i de danske hjem.

Suntherm i Højslev nær Skive har udviklet en varmeløsning, som snildt erstatter oliefyret i enfamilie-huse. Varmeløsningen, der netop har modtaget WWF Verdensnaturfondens Climate Solver pris på Nordic Cleantech Open i Malmø, er baseret på termiske solfangere, en varmepumpe og en saltopløsning, der fungerer som varmebatteri.

– Vi kan lagre 25 kWh i smeltet salt og gemme det i flere dage. Når der så er overskud på elnettet, så sætter vi varmepumpen i gang og gemmer varmen til frigivelse om natten, fortæller Morten Veis Donnerup. Derudover kan Suntherm med hjælp fra vejrudsigten og strømpriserne styre varmepumpen, så den producerer mest hensigtsmæssigt.

– Hvis vi kan se det bliver en lun eftermiddag, så sætter vi gang i varmepumpen og gemmer varmen på batteriet til det bliver koldt. På den måde får vi det maksimale ud af varmepumpen, fortæller Morten Veis Donnerup.

Står selv for produktionen

Det er trioen Morten Veis Donnerup, Knud Vandsø Madsen og Jeppe Ladefoged, der sammen har udviklet løsningen. Det er også dem der i øjeblikket står for produktionen af anlægget.

– Vi får stumperne fra underleverandører, og lige nu er det os selv, der går og skruer anlæggene sammen. Men sådan skal det ikke blive ved med at være. Vi har ingen ambitioner om at være producenter, slår Morten Veis Donnerup fast. På sigt vil det højest sandsynligt blive en underleverandør, der kommer til at stå for samlingen af de forskellige elementer.

Tester prototyper

På værkstedet i Højslev nøjes man ikke bare med at samle anlæggene, her tester Suntherm i øjeblikket prototyper, men til efteråret skal løsningen ud og stå på egne ben.

Vi ruller løsningen ud til fem private husstande i efteråret. Det gør vi sammen med Insero og Neogrid Technologies i et ForskEl-projekt, fortæller Morten Veis. Efter de fem anlæg til efteråret har Suntherm lidt større planer.

– Så skal det rulles ud i langt større stil. Vi vil gerne finde en mindre landsby, hvor vi kunne afprøve konceptet i større skala. Det her skal være en erstatning for oliefyret. Det er det vi skal arbejde på til næste år, siger Morten Veis.

Vores bidrag

Neogrid deltager i udviklingen af varmepumpen hvor vi biddrager med de nødvendige teknologier til data indsamling, overvågning, kommunikation og fjernstyring af varmepumpen via vores servere.

Morten Veis Donnerup, Knud Madsen og Jeppe Ladefoged med WWF  Climate Solver prisen

PreHeat til varmepumper

Hvis jeres varmepumper har integrerede komponenter såsom sensorer og intelligent dataindsamling, kan PreHeat nemt integreres i jeres løsninger uden yderligere udstyr. Kommunikation med Neogrid serverne tillader inklusion af jeres data og forvandler disse til en optimeret planlægning og beregning af energi forbrug.

Hvis jeres varmepumper ikke har de nødvendige komponenter kan PreHeat nemt blive integreret ved hjælp af vores software boks og sensorer. Dette vil sikre at I får et passende setup med alle fordelene fra prognosestyringen.