Skip to main content

Pressemeddelelse: aab boligudlejning sparer 10-20 procent på varmen

Rundt om i landets godt 500 almene boligforeninger er der generelt stort fokus på energiforbrug. Og det er bestemt ikke kommet mindre i søgelyset efter den seneste tids voldsomme prisstigninger.

Hos aab boligudlejning i Skive er man dog gået et skridt videre mod langt bedre forbrugsstyring, idet man har installeret en intelligent energistyringsløsning fra den nordjyske virksomhed Neogrid Technologies.

”Vi lagde ud med en testfase, hvor vi i en af vores afdelinger med cirka 300 boliger sparede 20 procent på varmeforbruget, mens besparelsen i en anden afdeling var cirka 10 procent. Det er bestemt resultater, det er værd at arbejde videre ud fra, så vi har besluttet at udrulle konceptet til yderligere fem afdelinger”, fortæller Gert Holm, der er forretningsfører hos aab boligudlejning. Og han fortsætter:

”Selvfølgelig handler det rigtig meget om økonomi, men der er også en klar gevinst i form af øget komfort ved at indarbejde vejrdata i styringen af vores varmecentraler.”

Kortere tilbagebetalingstid

Karl B. Therkildsen, der er forretningsudvikler hos Neogrid Technologies, oplyser, at der ofte er en tilbagebetalingstid på anskaffelsen af et anlæg på tre-fire år. Til det siger Gert Holm:

”På grund af en god kombination af høje energipriser og solide besparelser står vi i Skive snarere med en tilbagebetalingstid på højst to år. Det gør det jo endnu mere interessant for en virksomhed som vores, hvor vi har omkring 1.400 boliger med fælles varmecentraler og hvor der benyttes både radiatoropvarmning og stråleopvarmning – det vil sige loftvarme.”

Neogrid Technologies’ løsning måler hen over døgnet og ugen på forbrugsmønstret i en bygning. Ud fra disse data og aktuelle vejrprognoser regulerer systemet dynamisk den optimale nødvendige fremløbstemperatur – og det kommunikerer løbende med varmecentralens motorventiler, termofølere og energimålere.

Intet komforttab

Ud fra en model af bygningens energibehov og vejrprognoser med information om blandt andet sol, temperatur, vind og chillfaktor beregner systemet den dynamiske fremløbstemperatur. Dermed kan det sikre, at der kun bliver tilført den energimængde, der reelt er behov for. Uden at gå på kompromis med komforten kan fremløbstemperaturen typisk sænkes med 10 grader og det giver et reduceret varmetab i installationen, der er til at få øje på – præcis sådan som man har konstateret hos aab boligudlejning i Skive.

Karl B. Therkildsen understreger, at han bestemt ikke forklejner en varmemesters fingerspitzgefühl, men ved at tilføre data er det muligt at optimere styringen betragteligt:

”Tilførslen af vejrdata og data fra selve byggeriet giver os blandt andet mulighed for at udnytte den gratis varme fra solen bedre og sikre optimal afkøling og dermed undgå tillægsafgift. Men teknologien hjælper også med at opnå besparelser takket være mindre rørtab, mindre forbrug fra radiatorer uden eller med defekt termostat og mindre forbrug i lokaler med uhensigtsmæssig brug af radiatorer.”

Yderligere information:

Gert Holm, aab boligudlejning                         9614 4530